CV & ansøgninger / 5 gode råd om ansøgning

5 gode råd om ansøgning

Når du skriver jobansøgning:
  1. Giv din ansøgning en sigende og sælgende overskift. Den fortæller hvad du kan byde ind med i stillingen og giver chefen lyst til at læse videre. Vurder selv, om du ikke har mere lyst til at læse videre på  "Få flere kunder med erfaren salgskonsulent" end på " Ansøgning til jobbet som salgskonsulent".

  2. En ansøgnings indledning skal være kort, konkret og engageret. Gå lige til sagen. Ud med lang opvarmning à la "Efter at have læst jobannoncen, søger jeg hermed stillingen". Ind med, hvorfor du er interesseret i netop det job i den virksomhed. Begrundelser som "spændende" og "interessant" er ikke nok. Hvorfor er stillingen/arbejdspladsen "interessant"?

  3. Skriv din ansøgning i fremtid. Hav fokus på, hvad du kan tilføre jobbet og virksomheden. Rems ikke din erfaring op, men brug din erfaring til at fortælle du kan noget særligt, for det kan du altid. Fx: "Jeg kan rådgive kunderne om byggetilladelser, som jeg har gjort hos XX i 3 år. Hvis I ansætter mig, kan I dermed give jeres kunder en ekstra service".

  4. Dræb flosklerne. Rens din ansøgning for standardvendinger som "holde mange bolde i luften" og fleksibel og omstillingsparat, også selv ordene står i jobopslaget. Giv i stedet et eksempel på, hvordan den nye arbejdsplads kan opleve at du er fleksibel osv. Det gør din ansøgning personlig.

  5. Begynd forfra på din ansøgning hver gang. Ja, puha. Men der er ikke to modtagere af dine ansøgninger, der er ens, og derfor er to målrettede ansøgninger det heller ikke. Desuden risikerer du at gro fast og kun at kunne se en snæver del af dine fortrin - og det kan blive en bagdel, når du kommer til samtale og skal fortælle mere bredt.

Dorthe Lundh | CVR: 33213883 | Periskop, Skt. Pauls Kirkeplads 9B, 8000 Aarhus C  | Tlf.: 40163101